• To mænd får livstid i bandesag om drab og drabsplaner

    ソース: BDK Borsnyt / 08 11 2024 08:38:45   America/New_York

    Københavns Byret har fredag eftermiddag udmålt livstid til to mænd for flere drabsforsøg i bandemiljøet. Den ene af dem er også skyldig i medvirken til drab. En tredje mand er også dømt i sagen. Han idømmes 13 år og fire måneders fængsel. Alle tre var på tidspunktet for drabsplanerne tilknyttet banden Loyal To Familia. De to livstidsdømte er 39-årige Erhan Sulejmanovski og 37-årige Vasko Magdelinic. Sidstnævnte idømmes også udvisning for bestandig. Erhan Sulejmanovski har i fire tilfælde været med til at udtænke drabsplaner, hvoraf den ene blev gennemført, og en 22-årig mand blev skuddræbt. Drabet skete 8. april 2020 på en parkeringsplads på Åfløjen i Husum. Fire mænd er tidligere idømt fængsel på livstid for medvirken. Vasko Magdelinic er dømt for at have deltaget i planlægningen af to af drabsforsøgene, mens Anas Abou-Zeinab har medvirket til et drabsforsøg. De tre mænd har under retssagen nægtet sig skyldige. De har alle anket til landsretten. Da straffen blev udmålt fredag eftermiddag, var der fyldt på tilhørerrækkerne i landsrettens gamle lokaler i Bredgade, som byretten havde taget i brug. Både tilhørerne og de tre dømte var stille, mens dommen blev afsagt. Det første drabsforsøg, som sagen omhandler, fandt sted 27. marts 2020. Ved drabsforsøget affyrede to mænd på elcykler skud mod en gruppe personer ved Gadelandet i Husum. Erhan Sulejmanovski er i sagen skyldig i at have deltaget i planlægningen. Ingen blev ramt, og gerningsmændene stak af. Den ene gerningsmand blev dog påkørt efter episoden og afgik ved døden. Det drab blev en mand siden idømt 12 års fængsel for. Både Erhan Sulejmanovski og Vasko Magdelinic deltog i at udtænke en drabsplan, som blev forsøgt udført 3. april 2020 - også ved Gadelandet i Husum. Her jagtede to bevæbnede personer tre personer, som nåede at flygte, før der blev skudt. 8. april 2020 blev den drabsplan, som endte med drabet på den 22-årige mand, udført. Erhan Sulejmanovski er dømt for medvirken til drabet. Det sidste drabsforsøg, som sagen omhandler, skete 3. juli 2020. Det er alle tre i sagen dømt for. Her mødtes to mænd for at udføre et attentat mod medlemmer af gruppen Satudarah. De havde ordre til at skyde adskillige gange fra klos hold mod brystet eller hovedet. En observatør på Christiania havde til opgave at holde øje med, at Satudarah-rockerne ankom. Det skete dog aldrig, og attentatforsøget blev afblæst. Politiet har alene kendskab til denne episode ud fra beskeder fra den krypterede SKY ECC-tjeneste, som blev knækket i 2021. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/to-maend-faar-livstid-i-bandesag-om-drab-og-drabsplaner
シェアする